Rødvin og ost går hånd i hånd, og er det uadskillelige makkerpar. Lige så sammentømret som boblerne til dine østers. Eller hvad? Lad os kigge på det…

Du er nået til aftenens højdepunkt på din 8-retters menu – osten. Du har linet Arlas Unika linje op med havgus og hvid dame på grillet toast, toppet med tomat-tatar. Hertil pocheret pære.

I glasset har du en herlig oversøisk Carbernet med masser af fylde og krop. Det smager harmonisk, men som den næstsidste ret, er det faktisk lidt tungt med endnu en rødvin. Du bemærker det ubevidst men tænker ikke videre over det. For sådan er det jo, ikke?

Traditioner er til for at blive brudt

Traditionelt har det passet os meget godt, at rødvin og ost nydes sammen. Måske fordi ”man ikke går tilbage til hvidvin” eller simpelthen fordi der ofte er rødvin til overs fra hovedretten, og så ligger den jo lige for.

Men lad os lige slå det fast én gang for alle: Du skal ikke nødvendigvis drikke rødvin til din ost!

Medmindre du nu ligger på gulvet i fosterstilling nu og ryster i panikangst, så læs roligt lige denne her:

Der er lavet videnskabelige undersøgelser som viser, at molekylerne i hvidvinens sammensætning, teknisk set og rent smagsmæssigt passer bedre til ost. 

Den er god nok. Hvidvin til ost holder! Det er ikke et vanvittigt udbrud fra et par newage vinsnobber der er hjemvendt fra en biodynamisk vingård med fine fornemmelser. Det er fornuften (og videnskaben) der taler her!

Så hold på hat og briller, for nu bryder vi sgu nogle traditioner!

3 gode regler

#1 Samme styrke og kraft

Når du kombinerer ost og vin skal du først og fremmest være sikker på, de har nogenlunde samme styrke. Det handler om, at kraftig ost og let vin ikke passer sammen.

Så den første regel er, at du skal forsøge at servere lagret ost med vin som har karakter og alder.

Sidder du med en god riesling, chardonnay eller gewurztraminer, som har fået en del år på bagen og har lidt fad så ville det være et perfekt bud til lagret fast ost.

#2 Tysk vin går ofte hånd i hånd med osten

Reelt er det lidt en tilsnigelse, men tysk vin har typisk mere restsødme og derfor rammer de et stort antal oste – og langt flere end de lette og tørre vine typisk vil gøre. Andre vine med restsødme går selvfølgelig også an.

Hvis vi skal blive lidt mere specifikke så er salt og sødme rigtig gode modpoler som virkelig kæler for dine smagsløg.

Så hvis du har en ost som er godt saltet – fx blåskimmelost eller en god vesterhavsost – så er vin med sødme genialt.

Du kan faktisk gå skidtet videre, og servere senhøstet dessertvin som virkelig kan give et smukt modspil og omfavner ostens salte karakter.

#3 Fra samme jord

Et sidste trick kan være at du vælger ost fra områder som også producerer vin. På denne måde kommer hele teorien og viden om “terroir” ind i billedet.

Terroir handler om, at jorden hvorpå druerne gror, eller køerne spiser, giver en unik kvalitet, som er særlig for den pågældende region. Der har været stor uenighed i vinindustrien om, hvor stor indflydelse terroir har, og hvor grænserne for begrebet går, men der er dog enighed om, at det bestemt har betydning. Det kan det netop også have for vin og ost.

Vin til hårde oste

De hårde oste kan nydes både til rød- og hvidvin, men da dette er en hvidvinsartikel, må rødvinene vige!

Til hårde oste kan du finde en Chardonnay frem, hvis ikke osten er for salt. Kommer vi over i den salte afdeling, er en Gewurztraminer god. Her er vi igen ude i at salten fra osten passer godt med det søde.

Sherry fungerer også rigtig fint til den nøddeagtige smag hårde oste kan have.

Hvis du er rigtig frisk kan du også prøve med champagne, som går godt sammen med parmesanost.

Hårde oste - eksempelvis parmesan

Hårde oste kan eksempelvis være Pecorino, Manchego eller Parmesan

Vin til Mellemhårde oste

Her er vi igen ude en Chardonnay – og find en med god tyngde.

De mellemhårde oste ligger ikke langt fra de hårde oste, og derfor kan du også være frisk, og hive proppen af en champagne her.

Har du en hvid Bourgogne til at ligge kan det også være en mulighed, og hvis vi kommer over i de mere salte oste, er det frem med Gewurztraminer’en igen.

Er der emmentaler på bordet, så prøv med en Sauvignon Blanc.

Mellemhårde og faste oste - eksempelvis emmentaler, cheddar og gouda

Mellemhårde oste kan eksempelvis være Emmentaler, Cheddar eller Gouda

Vin til hvidskimmelost

Her er der ikke længere plads til rødvinene!

Den cremede konsistens fedter munden til og drukner rødvinen totalt. Så klarer en alkoholrig hvidvin sig noget bedre.

Giv den et skud med en ordentlig Chardonnay, der har fået noget eg. eller en Gewurztraminer.

Hvis vi skal bevæge os en lille smule væk fra hvidvinene, så prøv med en frugtig, tør rosé, hvis osten ikke er for saltet.

Hvidskimmelost - eksempelvis brie eller Camambert

Hvidskimmeloste kan eksempelvis være Brie eller Camembert

Vin til blåskimmelost

Blåskimmeloste er typisk skarpe i smagen, og derfor er det nødvendigt med noget sødme. Så ikke noget med tørre hvidvine!

Søde hvidvine er et minimum, hvis du skal have et godt match til en blåskimmelost. Prøv med en Gewurztraminer eller en anden sød tysker. Men hvis osten både er saltet og stærk, så skal du måske endda helt op i en portvin.

Du kan også prøve en Sauternes som passer godt en kradsbørstig Gorgonzola.

blåskimmelost kan være Gorgonzola, Danablue eller Bleu d'auvergne

Eksempler på blåskimmeloste er Gorgonzola, Danablue og Bleu d’Auvergne

Vin til gedeost

Gedeost skal have en frisk vin med noget syre. Hovedmatchet til gedeost er en Sauvignon Blanc.

Hvis du tilmed kan finde en Sauvignon Blanc fra Loire, og en gedeost fra samme område, er vi meget tæt på det perfekte vinmatch. Så rammer du hovedet på sømmet omkring hele ”terroir teorien”.

Vi kan hjælpe dig godt på vej i shoppen, med La Treille d’Angeline som er en lækker Sauvignon Blanc fra Loire.

Hvis gedeosten er lagret og dermed mere skarp og saltet, kan du overveje en hvidvin med mere sødme. Prøv eksempelvis med en Riesling eller en Chenin Blanc.

Hvidskimmelost - eksempelvis brie eller Camambert

Hvidskimmeloste kan eksempelvis være Brie eller Camembert

Prøv at spille på flere heste – eller vine

Det er klart at jo mere vin du drikker og jo mere ost du spiser – jo bedre og skarpere bliver du til at sammensætte. Et godt tip hvis du er ny i denne fantastiske verden er, at du spiller på flere heste – eller vine om man vil.

Typisk er det sådan, at du sikkert har flere oste på samme bord. Måske endda helt op til en 5-7 forskellige. Så er det ret svært at vælge en vin som dækker dem alle. Men netop denne situation er perfekt til dig for at træne din gane.

Her kan du nemlig passende vælge en frisk og sprød og en vin med lidt mere alder, fedme og fylde. Nu har du så chancen for at sammenligne og skabe en lille diskussion omkring vin og ost over bordet!

På den måde kan du prøve dig frem og finde præcist det, som du finder passende! Så for at slutte hvor vi startede så er hvidvin til ost bestemt ikke galt – det er nærmere genialt!

Du kan i øvrigt se frem til masser af hvidvin i de kommende måneder når de nye kasser udvælges i vores vinabonnement.

Stay Tuned!

[product_category per_page=”1″ columns=”1″ orderby=”” order=”” category=”winebox-abonnement”]

Winebox